Start player for Always Elvis Radio

Elvis' liv - kort fortalt

 

 

 


Elvis Aaron Presley blev født d. 8. Januar 1935 under beskedne kår i et lille bitte hus i Tupelo, Mississippi. Tvillingebroderen Jessie Garon var død ved fødslen, og Elvis voksede op som forældrene Vernon og Gladys Presleys eneste barn. De var fattige, men gjorde alt hvad der stod i deres magt for at give sønnen en god opvækst. Hans musikinteresse vaktes tidligt, blandt andet fordi forældrene var flittige kirkegængere. Som tiårig sang han til en talentkonkurrence på et marked i Tupelo og blev nummer to. Gevinsten var på 5 dollars samt gratis turer på markedets forlystelsesplads.

Da Elvis fyldte elleve, ønskede han sig en cykel i fødselsdagsgave, men eftersom faderen ikke havde råd til det, overtalte moderen ham til at ønske sig en guitar i stedet. (Senere fik han også en cykel, men ikke før julen 1947). Så snart Elvis havde fået sin guitar, begyndte han at lære at spille. Sin inspiration fik han fra kirken, de sorte bluesmusikere der boede i hans kvarter samt fra countrymusikken, som han hørte i radioen.

I 1948 flyttede familien til Memphis, Tenessee, i håbet om at forbedre deres levevilkår. Elvis sang og spillede guitar for sine klassekammerater til afsked. Flytningen til Memphis blev ikke, hvad familien havde håbet på. De levede stadig under forholdsvis trange kår. Elvis gik på Humes High School og blev af kammeraterne opfattet som flink, men var alligevel en outsider, mest på grund af sin frisure og tøjstil, men også på grund af sin brændende musikinteresse. Alt sit tøj købte han på Beale Street, hvor også de fleste sorte handlede ind, og det var gennem dem, han lærte R&B-musikken at kende som den musik, der skulle komme til at påvirke ham allermest. Han optrådte til en musikkonkurrence på skolen, fik det største bifald og vandt - noget der opmuntrede ham til at fortsætte med at udøve musik.

I 1953 gik Elvis ud af skolen og havde derefter flere forskellige jobs. Blandt andet arbejdede han som lastbilchauffør. Han drømte om at kunne forsørge sig som sanger, og derfor indspillede han en demosingle hos Sun Records i Memphis. Det kostede ham fire dollars. Singlen gav han til sin mor.

Et halvt år senere, i januar 1954, vendte Elvis tilbage til studiet for at indspille endnu en demo. Denne gang mødte han studiets ejer, Sam Phillips, der blev tilstrækkeligt interesseret i den unge mand med den spøjse fremtoning til at give ham en chance. Elvis blev ført sammen med guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black, og sammen med dem indspillede han plader og optrådte på små klubber. I starten gik det langsomt, men lidt efter lidt begyndte hans opsigtsvækkende liveoptræden at vække interesse, og han begyndte at blive kendt også udenfor sit eget kvarter.

Elvis indspillede fem singler for Sun Records og flere af numrene regnes i dag som rockklassikere, som for eksempel "That's All Right Mama", "Blue Moon Of Kentucky", "Good Rockin' Tonight", "Baby Let's Play House" og "Mystery Train". Da den femte single, "I Forgot To Remember To Forget"/"Mystery Train", pludselig røg op som nummer et på countrylisten i november 1955, blev det pludseligt klart, hvilket potentiale den unge kunstner besad, og RCA Victor købte hurtigt hans pladekontrakt med Sun. Sam Phillips solgte kontrakten for 35.000 dollars, hvilket naturligvis bagefter ser ud som en overmådelig dårlig handel, men dengang var det nærmest en astronomisk sum. Et par måneder forinden var Tom Parker, der arbejdede som promotor for diverse countrymusikere, blevet hans manager.

To dage efter sin 21. års fødselsdag, d. 10. januar 1956, indspillede Elvis for første gang hos RCA. Blandt numrene var "Heartbreak Hotel", der udkom som single to uger senere. I løbet af tre uger havde den solgt 300.000 eksemplarer (den kom senere til at sælge over en million). Den lå som nummer et på Billboards popliste i otte uger, og den blev også nr. et på countrylisten samt nr. 5 på R&B-listen. Den efterfulgtes af "I Want You, I Need You, I Love You", som også blev en etter. "Hound Dog"/"Don't Be Cruel" var en af de bedst sælgende singler i pladebranchen på den tid. I marts udkom Elvis' første album, "Elvis Presley". Det blev en etter på Billboards popalbumliste og den første af Elvis' plader som solgte guld, dvs. over en million eksemplarer.

Han optrådte i flere TV-shows og vakte forargelse blandt teenageres forældre og journalister, der ikke brød sig om hans alt for udfordrende bevægelser og de tydelige sorte indflydelseskilder i hans musik. Specielt da han optrådte med "Hound Dog" i The Milton Berle Show i juni 1956, blev han skarpt kritiseret. Moralens vogtere anså ikke Elvis' hoftevrid for passende TV-underholdning. Da han en måned senere optrådte med det samme nummer i The Steve Allen Show, var det under helt anderledes og tilrettelagte omstændigheder: Elvis var udklædt, og sangen vendt mod en Bassethund. Selv var han ikke helt fornøjet med dette morsomme arrangement men stillede alligevel op. Ed Sullivan, der havde den tids største og vigtigste show, havde tidligere svoret, at han aldrig skulle beskæftige sig med rock'n'roll-artister, men ændrede mening da han så de fantastiske seertal både Berle og Allen havde fået via Elvis' medvirken. I september optrådte Elvis for første gang ud af tre i The Ed Sullivan Show og slog da to rekorder. Dels var lønnen han fik (50.000 dollars), det højeste beløb nogen nogensinde havde modtaget for at medvirke i TV, dels var seertallene de største, man nogensinde havde haft.

Allerede på dette tidspunkt begyndte Elvis-souvenirs at blive et vigtigt led i markedsføringen. Elvis blev ligeså meget et varemærke som en artist. Alt fra hatte, T-shirts og jeans til læbestift, bogstøtter og statuer kunne sælges med hjælp fra Elvis' navn og ansigt. Efterspørgslen på disse produkter var allerede stor dengang, og i dag er den nærmest umættelig.

I november 1956 havde Elvis premiere på sin første spillefilm, "Love Me Tender". Den blev en enorm kassesucces, og Elvis fik god kritik for sit skuespiltalent. Alt i alt blev 1956 et nærmest uvirkeligt succesrigt år for ham. Han fik fem singler og to albums på pop-top-listen. Han indledte en værdsat filmkarriere, optrådte i diverse ekstremt toneangivende og prestigefyldte TV-programmer og et indbringende salg af Elvis-produkter blev indledt. (Ifølge Wall Street Journal, december 1956 havde salget af Elvis relaterede souvenirs og plader indbragt ikke mindre end 22 millioner dollars på kun få måneder). Vigtigst af alt var dog, at Elvis blev det fremmeste symbol for en hastigt voksende teenagekultur. Hans unikke blanding af country og gospel, sort R&B og hvid popmusik, gjorde ham til den på en gang mest dyrkede og mest kritiserede, kontroversielle kunstner, der for altid kom til at ændre musikken og popkulturen. Efter 1956 skulle intet igen blive som før, hverken for verden eller for Elvis.

I marts 1957 købte han Graceland og flyttede dertil sammen med sine forældre og sin farmor. Han indspillede to film, "Loving You", hvor blandt andet "Teddy Bear" medvirkede, samt "Jailhouse Rock", der i dag betragtes som en af Elvis bedste film. Scenen hvor Elvis fremfører titelnummeret er en klassiker og betragtes som forfaderen til den moderne rockvideo. Begge film blev store kassesucceser.

I begyndelsen af 1958 indspillede Elvis sin fjerde film, "King Creole", inden han blev indkaldt til hæren. Mens han gennemgik den seks måneder lange grunduddannelse i Texas, havde filmen (instrueret af Michael Curtiz, kendt fra "Casablanca") premiere, og han fik sine bedste anmeldelser nogensinde. "King Creole" betragtes stadig af mange som Elvis' bedste film. Han viste i den et ægte skuespiltalent, et talent han aldrig rigtigt fik mulighed for at udvikle i sit fulde potentiale.

Den 14. August 1958 døde Gladys Presley efter kort tids sygdom, og blev dagen efter begravet på Forrest Hill Cementary i nærheden af Graceland. Elvis fik tilladelse til at tage af sted for at sige farvel til sin mor på hendes sygeleje og ved hendes begravelse. En måned senere blev han udstationeret til Tyskland, hvor han blev indtil marts 1960.

I november 1959 mødte Elvis den fjortenårige kaptajndatter Priscilla Ann Beaulieu og en gensidig interesse opstod.

Mens Elvis var væk fra USA, gjorde Colonel Parker sit bedste for at holde hans karriere i gang, men Elvis var trods det nervøs for, at han skulle blive glemt under sit lange fravær. Det skulle dog vise sig at være unødig bekymring, hans største succeser lå stadig forude.

Straks efter sin tilbagekomst til USA indspillede Elvis et nyt album, "Elvis Is Back!", der gik ind på en andenplads på Billboards popliste. Han indspillede filmen "G.I. Blues" og nogle måneder senere "Flaming Star". Begge filmene fik topanmeldelser, men det var kun letvægts dramakomedien "GI Blues", der blev en kassesucces. "Flaming Star" indeholdt for få sangnumre og var måske også lidt for alvorlig til at kunne tiltrække et stort publikum. Soundtracket til "G.I. Blues" blev nr. et på Billboardlisten, og holdt pladsen i ti uger. Sammenlagt lå albummet på listen i 111 (!) uger, og den blev dermed den største listehitter i hele Elvis' karriere.

Samtidigt med at "G.I. Blues" havde præmiere i november 1960, påbegyndte Elvis indspilningen af "Wild In The Country". Den indeholdt næsten ligeså lidt musik som "Flaming Star", fik blandede anmeldelser ved premieren i 1961, og blev ingen kassesucces.

I marts 1961 tog Elvis til Hawaii for at optræde ved Pearl Harbour (hvilket blev hans sidste liveoptræden frem til hans TV-special i 1968). Han blev herefter på Hawaii for at indspille sin ottende film, "Blue Hawaii". Han var på dette tidspunkt allerede påbegyndt indspilningen af soundtracket til filmen. I juli var det tid til at indspille endnu en film, "Follow That Dream".

I oktober kom soundtracket til "Blue Hawaii" på gaden og lå på førstepladsen i tyve uger i træk. Derefter holdt pladen sig på listen i 1 ½ år. På albummet fandt man blandt andet singlen "Can't Help Falling In Love", der blev nummer to på Billboardlisten, og som i dag er en Elvisklassiker.

Parallelt med indspilningerne af film og tilhørende soundtracks indspillede han også andet materiale, for eksempel singlen "Good Luck Charm", der blev nummer et på Billboardlisten i 1962. I oktober 1961 påbegyndte han indspilningen af sin tiende film, "Kid Galahad", og i november fik "Blue Hawaii" premiere. Den fik fine anmeldelser, blev nummer to på listen over biografsucceser,og blev den mest indbringende Elvisfilm hidtil. Den blev ydermere, med sin overflod af smukke kvinder, fede billeder og Elvisnumre, et mål for, hvordan hans film kom til at se ud i fremtiden, selvom ingen af dem skulle blive tilnærmelsesvist så velgjorte og charmerende som denne.

I foråret 1962 indspillede Elvis sin elvte film, "Girls, Girls, Girls!", på Hawaii og i Hollywood. Kort efter fik "Follow That Dream" premiere. Den fik gode anmeldelser og blev en moderat kassesucces. Som bedst lå den nummer fem på biograflisten. I efteråret samme år indspillede Elvis sin tolvte film, "It Happened At The World's Fair", delvist i Hollywood og delvist på The World's Fair i Seattle. Samtidig fik "Kid Galahad" premiere. Den fik nogenlunde anmeldelser og en kortvarig placering som nummer ti på biograflisten. I november var turen kommet til "Girls, Girls, Girls". Det var film nummer to produceret i den såkaldte Presley-stil, og den blev næsten lige så populær som sin forgænger, "Blue Hawaii". Soundtracket røg op på en femteplads og indeholdt bl.a. hitsinglen "Return To Sender".

Priscilla Beaulieu, som Elvis ikke havde set siden sin tid i Tyskland, besøgte ham i sommeren 1962. Hun fik forældrenes tilladelse til at fejre jul med ham, og i begyndelsen af 1963 flyttede hun til Graceland. Hun gik ud af High School i Memphis og fejrede sin attenårs fødselsdag d. 24. maj 1963.

I begyndelsen af 1963 indspillede Elvis endnu en film, "Fun In Acapulco". "It Happened At The World's Fair" fik premiere i april samme år og blev, trods den vældigt bagatelliserede handling, ganske velbesøgt. Soundtracket røg op på femtepladsen. I juli indspillede Elvis musikken til filmen "Viva Las Vegas" og påbegyndte derefter indspilningen af selve filmen i Hollywood og Las Vegas. Hans modskuespillerinde var Ann-Margret. I oktober lavede han sin femtende film, "Kissin' Cousins". Den blev nummer fem på filmlisten, og soundtracket gik også op på en femte plads på albumlisten.

I foråret 1964 ramtes USA af et nyt fænomen. Den britiske popbølge The Beatles optrådte hos Ed Sullivan, der i programmet læste et lykønskningstelegram fra Colonel Parker og Elvis op. Den amerikanske musik og popkultur var nu på vej til at blive revolutioneret af "den britiske invasion" på samme måde, som Elvis' gennembrud havde gjort det nogle år tidligere.

På dette tidspunkt begyndte Elvis at blive træt og frustreret over sin film- og pladekarriere, ikke underligt med det høje indspilningstempo han havde holdt i flere år. Denne følelse voksede sig stærkere og stærkere med årene.

"Kissin' Cousins" havde premiere i marts 1964. Selvom det var hans måske dårligste film, gik den alligevel op på elvtepladsen på filmlisten. Den røg dog hurtigt ud igen. Soundtracket røg på Top 10-listen.

Samtidig begyndte han at indspille film nummer seksten, "Roustabout". Musikken til filmen havde han indspillet i februar. I juni indspillede Elvis musikken til sin syttende film, "Girl Happy", samtidig med at "Viva Las Vegas" havde premiere. Den indeholdt bedre sangmateriale end mange af hans andre film fra denne periode og var også bedre som film. Den havnede på biograflisternes ottende plads.

I Juli indspillede han filmen "Girl Happy", og tre måneder senere var det tid til at indspille endnu en film, "Tickle Me". Filmen fik intet nyskrevet materiale. For at holde produktionsomkostningerne nede anvendtes i stedet tidligere udgivet materiale.

"Roustabout" fik premiere i november 1964 og røg op på filmlistens ottende plads. Soundtracket var et af Elvis' bedste i lang tid, og det røg op på Billboardlistens førsteplads.

I Marts 1965 indspillede Elvis sin nittende film, "Harum Scarum", og et soundtrack til den. Måneden efter havde "Girl Happy" premiere og fik moderat succes. Soundtracket røg på listens 10. plads. Elvis fortsatte som sædvanligt med også at indspille materiale, der ikke var relateret til filmen.

I Maj 1965 indspillede Elvis film nummer tyve, "Frankie And Johnny", og samtidig indspillede han soundtracket til den. I juli havde "Tickle Me" premiere. Måneden efter indspillede han soundtracket til sin enogtyvende film, "Paradise, Hawaiian Style", der kom til at få premiere før "Frankie And Johnny", og drog derefter til Hawaii for at optage.

D. 27. august 1965 besøgte The Beatles Elvis i hans hjem i Californien, og sammen havde de en uformel jamsession.

"Harum Scarum" havde premiere i november og gik ind på biograflistens elvte plads, for kort efter at ryge ud. Dette var mere eller mindre blevet en regel de sidste år. Elvis' navn garanterede filmene en vis opmærksomhed, men eftersom kvaliteten var blevet dårligere, kunne de ikke fastholde publikums interesse i længere tid. Soundtracket til "Harum Scarum" klarede sig noget bedre og fik en ottende plads på salgslisten.

Elvis indspillede sin toogtyvende film, "Spinout", i februar 1966 og indspillede samtidig et soundtrack. Måneden efter fik "Frankie And Johnny" premiere uden nogen større succes. Soundtracket kom ikke længere end til en 20. plads. I juni fik "Paradise, Hawaiian Style" premiere, også uden videre succes. Soundtracket klatrede sig op på listens 15. plads.

I sommeren 1966 indspillede Elvis sin 23. film "Double Trouble" og indspillede samtidigt soundtracket. I september indspillede han sin 24. film "Easy Come, Easy Go", som fik premiere før "Double Trouble". "Spin Out" havde premiere i november 1966, og den gik ikke særlig godt. Soundtracket hev sig op på en 18. plads.

I December 1966 friede Elvis til Priscilla.

I Februar 1967 købte Elvis en stor ranch i Missisippi (få minutter fra Graceland i Tennessee) for at kunne dyrke sin nye hobby, ridning, sammen med Priscilla og sine nærmeste. For ham blev det en kærkommen pause fra arbejdet med film og musik, der kedede ham mere og mere. Hans frustration over det alt for høje produktionstempo var på dette tidspunkt enorm, og han så ingen vej ud. Helt og holdent at betragte ham som et offer for Colonel Parker og musikindustriens ærgerrighed er dog lige i overkanten. Man må ikke glemme at Elvis selv, allerede fra begyndelsen, ønskede at blive en kommercielt succesfuld kunstner og nyskaber. At han siden hen følte sig fanget i sit eget spind er en anden historie.

I Marts 1967 kom "Easy Come, Easy Go" ud i biograferne, uden succes. RCA udgav Elvis' andet gospelalbum, "How Great Thou Art", der fik strålende kritik, og som siden hen skaffede Elvis en Grammy for' Bedste Åndelige Optræden'. Det var den første at tre Grammy'er.

Under foråret 1967 indspillede Elvis sin 25. film, "Clambake", og indspillede samtidigt soundtracket til den. "Double Trouble" havde premiere i april. På trods af at kvaliteten var højere end i mange af de foregående film, gik den ikke godt.

Den første Maj 1967 giftede Elvis og Priscilla sig endeligt kl. 9.30 om formiddagen på Aladdin Hotel i Las Vegas, omgivet af de nærmeste venner og bekendte. Efter vielsen fulgte en pressekonference og en frokostmodtagelse. Efter et par dages hvedebrødsferie i Palm Spring vendte parret tilbage til Memphis. D. 29. maj iførte de sig deres bryllupsklæder endnu engang, for, på Graceland, at modtage de af deres nærmeste, der ikke var med i Las Vegas.

I løbet af sommeren 1967 indspillede Elvis film nummer 26, "Speedway", med Nancy Sinatra som modskuespiller. Soundtracket indspilledes samtidigt. Under indspilningen blev det bekendtgjort, at Priscilla ventede barn. Elvis' 27. film "Stay Away, Joe" indspilledes i efteråret. Denne film havde faktisk en lidt mere gennemarbejdet handling en de seneste års film. Det var en westernkomedie, hvor Elvis spillede halvindianer, og for en sjælden gangs skyld morede han sig faktisk under indspilningen.

"Clambake" havde premiere i december 1967 og kunne kun snegle sig op på biograftoppens 15. plads, mens soundtracket ikke kom længere end til den fyrre og tyvende placering på listen.

Lisa Marie Presley blev født den 1. februar 1968 - ni måneder efter Elvis' og Priscillas bryllup.

"Stay Away, Joe" havde premiere i marts samme år. Den fik blandede tilbagemeldinger og var ikke særlig besøgt, selvom den i lighed med Elvis' øvrige film indtjente en vis sum. Elvis påbegyndte samtidig indspilningen af sin 28. film, "Live A Little, Love A Little". Ligesom "Stay Away, Joe" afveg den en helt del fra de andre temmelig middelmådige film Elvis indspillede i 60'erne og var betydelig bedre og sjovere.

I Juni 1968 havde "Speedway" premiere og fik ikke særlig meget succes. Soundtracket kom ikke længere end til salgslistens 82. plads. I mellemtiden forberedte Elvis den TV-special, der kort og godt kom til at hedde "Elvis", og som blev hans comeback. Programmet blev indspillet de sidste fire dage i juni.

I løbet af 60'erne gennemgik popmusikken store forandringer, stærkt påvirket af The Beatles og den britiske popbølge. Dette var en udvikling, som Elvis selv havde været med til at bane vejen for, men som han ikke selv deltog i, optaget som han var af at producere film og soundtracks samtidig med hans øvrige indspilninger. Hans frustration over sin fastlåste situation havde i 60'erne vokset sig større og stærkere. Hans ambitioner som skuespiller var langt større end, hvad Hollywood havde i tankerne, og de muligheder han fik for at demonstrere sit sande skuespiltalent var uendeligt få. De fleste af hans albums var soundtracks, som han ikke havde lagt synderlige kræfter og tid i, og i syv år havde han ikke haft tid til at turnere eller holde enkeltkoncerter for publikum. Han savnede i den grad bekræftelse, nærhed og energi, som kun en liveoptræden kan give. Under indspilningen af TV-specialen havde Elvis derfor et undertrykt behov for at vise sin virkelige kapacitet og kunstneriske begavelse, noget musikindustrien ikke havde givet ham mulighed for i alt for mange år.

TV-specialen indledtes med at Elvis sang en ny version af "Trouble" (fra "King Creole", 1958). Siden gik den over i "Guitar Man", der med sin halvt selvbiografisk tekst ,blev showets gennemgående tema. Herefter genforenedes Elvis med sine gamle musikere fra starten af hans karriere, guitarristen Scotty Moore og trommeslageren D. J. Fontana. (Bassisten Bill Black var død flere år forinden). De sad på scenen sammen med andre af Elvis' venner og bekendte og fremførte en uformel jamsession, som endte med at blive vævet ind i TV-showet. Herudover gav Elvis flere solonumre på scenen, heriblandt den nye sang "Memories". Hele showet afsluttede han med at synge "If I Can Dream", specielt skrevet til dette program og med en delvist selvbiografisk tekst. Med dette effektfulde comeback fandt han det passende at afrunde det hele med en slags personlig kommentar til sin egen karriere.

Man må formode, at han i showet fik afløb for de mange år med frustration og mangel på kreativ udfordring. Hans naturtalent, karisma, sensualitet og scenenærvær havde ikke taget skade af årene i Hollywood, han havde bare ikke fået lov at vise ret meget af al sin kapacitet. Nu viste det sig, at han ikke bare var ligeså god, som han havde været i starten af sin karriere, han var til og med bedre. I en alder af 33 år så han bedre ud end nogensinde, og han såvel sang som bevægede sig med stil og selvsikkerhed. Han overstrålede ikke kun sig selv men også alle andre i branchen og dette på et tidspunkt, hvor alle så godt som havde opgivet troen på ham. Det læderoutfit han bar under dele af showet, bidrog også til at få ham til at fremstå som noget kraftfuldt, det førte tankerne tilbage til 50'erne, til filmrebeller som James Dean og Marlon Brando og til Elvis' første tid som King of Rock'n'roll.

I sensommeren 1968 indspillede Elvis sin 29. film, "Charro!", et westerndrama hvor Elvis havde skæg! Han indspillede et ledemotiv til filmen, som blev spillet under åbningsteksterne, men herudover indeholdt filmen ingen Elvisnumre. Dette er den eneste Elvisfilm, hvor han ikke optræder med musiknumre.

I Oktober og november 1968 indspillede Elvis sin 30. film, "The Trouble With Girls (And How To Get Into It)", endnu en film der afveg fra hans standardmål. "Live A Little, Love A Little" havde premiere og solgte ikke særlig godt. "If I Can Dream" udkom, mens TV-specialen kørte og røg op på poplistens 12. plads. Hermed blev den Elvis' største hit siden 1965.

Den tredje december 1968 blev Elvis' TV-special vist for første gang i amerikansk TV. Den fik en fantastisk god kritik såvel fra kritikkerne som fra publikum. Soundtracket røg op på albumlistens 8. plads. Rockskribenten John Landau skrev: "Der er noget magisk over at se, hvordan den vildfarne finder vejen tilbage. Han sang med en kraft, som ingen længere forventer sig af en rock'n'rollsanger."

"Elvis", TV-specialen fra 1968, er senere blevet kategoriseret som et af TV-historiens store øjeblikke. Efter dette program vendte alt for Elvis. Han kastede sig over indspilningsarbejdet med fornyet energi og sørgede for at komme fri af sine filmkontrakter for at koncentrere sig om koncerter i stedet. Hans karriere tog hermed en ny og spændende drejning, og hans stjerne, der længe havde været dalende, begyndte at stige mod højderne igen.

Elvis havde, siden han skrev kontrakt med RCA, indspillet enten i Hollywood eller Nashville, men fra og med begyndelsen af 1969 indspillede han for første gang igen i Memphis siden tiden på Sun Studio. Han holdt lange indspilningssessioner på American Sound Studio, og resultaterne heraf anses af mange, for det bedste han producerede efter Sun-tiden og den første RCA-periode. Elvis havde et fantastisk materiale at vælge fra og lagde sjæl og hjerte i indspilningsarbejdet. Soundet var atter friskt og oprindeligt. På hvert nummer høres hans genvundne energi og kreative entusiasme. Efter alle de triste år med endeløs filmindspilning havde Elvis genfundet den naive skaberglæde. Indspilningsarbejdet resulterede i to albums og fire hitsingler: "In The Ghetto", "Suspicious Minds", "Don't Cry, Daddy" og "Kentucky Rain".

I Marts 1969 vendte Elvis tilbage til Hollywood for at indspille det, der skulle blive hans sidste film, "Change Of Habit", med et tilhørende soundtrack. Filmen i sig selv var ikke særlig brillant, men Elvis selv gjorde sig godt og spillede nedtonet og naturligt. Samme måned havde "Charro!" premiere uden at vække megen opsigt.

I slutningen af Juli havde Elvis premiere på et show på International Hotel i Las Vegas, som skulle løbe over en måneds tid med 57 forestillinger. Showet slog alle tidligere publikumsrekorder i Las Vegas og blev oven i købet lovprist af kritikerne. Det blev en enorm triumf for Elvis. Han var i fysisk topform og iført enkle, sort/hvide karateinspirerede kostumer. Hans optræden med såvel gammelt som nyt materiale var professionel og afslappet, ligesom hans tale mellem numrene. Et livealbum fra showet blev indspillet, "Elvis In Person At The International Hotel".

I September 1969 havde "The Trouble With Girls" premiere uden nogen større succes. RCA udgav "Suspicious Minds" som single, og den blev Elvis' første etter siden "Good Luck Charm" 1962.

"Change Of Habit", Elvis' sidste spillefilm havde premiere i november 1969 og passerede forbi i det relativt ubemærkede.

I begyndelsen af 1970 vendte Elvis tilbage til The International Hotel til endnu et månedlangt engagement. Mange troede at det var en strategisk fejltagelse at vende tilbage så hurtigt og det til og med under lavsæsonen. Det viste sig derimod, at det skulle lykkes ham at slå sin egen publikumsrekord. Yderligere et livealbum blev indspillet, "On Stage, February 1970".

De sidste dage i februar samt d. 1. Marts 1970 optrådte Elvis på The Houston Astrodome, og her holdt han også pressekonference. Ved den efterfølgende banket fik han overrakt et antal guldplader, som den seneste tids pladesalg havde givet ham. De seks shows i Houston samlede sammenlagt 2.074.949 publikummer, og Elvis satte hermed ny rekord. I forbindelse med disse shows begyndte folk at spekulere på, om Elvis måske overvejede at begynde at turnere igen.

I Juni begyndte Elvis at indspille nyt materiale i studiet i Nashville. I juli vendte han tilbage til Las Vegas for at forberede sig på endnu et engagement på The International Hotel, der skulle indledes d. 10. august. MGM var på pletten og indspillede "Elvis - That's The Way It Is", en dokumentarfilm, der viste Elvis på scenen, i studiet, under receptioner og i logen. RCA udgav et album med samme titel. Dog indeholdt det kun ét nummer, "I Just Can't Help Believin'", som var indspillet live fra The International. Det øvrige materiale var studieindspilninger.

"Elvis - That's The Way It Is", Elvis 30. film, havde premiere i november 1970. Den fik god kritik og blev betydeligt mere velbesøgt, end hvad almindeligt er for dokumentarudsendelser generelt. Elvis drog på succesfuld turné i otte byer. I december besøgte han Det Hvide Hus, hvor han hilste på den daværende præsident, Richard Nixon. D. 16. januar blev Elvis udpeget til 'One of the Ten Outstanding Young Men of the Nation'. To helt fantastiske oplevelser. Efter at være vokset op i fattigdom og efter at være blevet kritiseret hårdt af etablissementet i begyndelsen af hans karriere, var dette et bevis på, at han endelig var blevet anerkendt, ikke kun kommercielt, men også personligt.

                              

Dear Mr. President

First, I would like to introduce myself. I am Elvis Presley and admire you and have great respect for your office. I talked to Vice President Agnew in Palm Springs three weeks ago and expressed my concern for our country. The drug culture, the hippie elements, the SDS, Black Panthers, etc. do NOT consider me as their enemy or as they call it The Establishment. I call it America and I love it. Sir, I can and will be of any service that I can to help The Country out. I have no concern or Motives other than helping the country out.

So I wish not to be given a title or an appointed position. I can and will do more good if I were made a Federal Agent at Large and I will help out by doing it my way through my communications with people of all ages. First and foremost, I am an entertainer, but all I need is the Federal credentials. I am on this plane with Senator George Murphy and we have been discussing the problems that our country is faced with.

Sir, I am staying at the Washington Hotel, Room 505-506-507. I have two men who work with me by the name of Jerry Schilling and Sonny West. I am registered under the name of Jon Burrows. I will be here for as long as it takes to get the credentials of a Federal Agent. I have done an in-depth study of drug abuse and Communist brainwashing techniques and I am right in the middle of the whole thing where I can and will do the most good.

I am Glad to help just so long as it is kept very Private. You can have your staff or whomever call me anytime today, tonight, or tomorrow. I was nominated this coming year one of America's Ten Most Outstanding Young Men. That will be in January 18 in my home town of Memphis, Tennessee. I am sending you the short autobiography about myself so you can better understand this approach. I would love to meet you just to say hello if you're not too busy.

Respectfully,

Elvis Presley

P. S. I believe that you, Sir, were one of the Top Ten Outstanding Men of America also.

I have a personal gift for you which I would like to present to you and you can accept it or I will keep it for you until you can take it.

I Januar og februar 1971 havde Elvis endnu et engagement på The International Hotel i Las Vegas. I marts begyndte han at indspille i Nashville, men måtte afbryde på grund af en øjensygdom, der skulle komme til at følge ham resten af hans liv. Han genoptog indspilningerne i maj. Det meste af materialet blev brugt på albummet "Elvis Sings The Wonderful World Of Christmas".

I Juni 1971 begyndte man at fremvise Elvis' barndomshjem i Tupelo som en turistattraktion for almenheden. Et langt stykke af Highway 51 South, der går forbi Graceland, omdøbtes til Elvis Presley Boulevard. Elvis indspillede materiale til sit nye gospelalbum, "He Touched Me". I august vendte han tilbage til The International Hotel, nu omdøbt til The Las Vegas Hilton International Hotel, og slog nye rekorder i den efterfølgende måned. Herudover modtog han Bing Crosby-prisen, en særlig fin udmærkelse, der udelukkende gives til kunstnere med bemærkelsesværdig succes og lange karrierer.

I slutningen af 1971 tog Elvis på turné til tolv forskellige byer. Han blev ved årsskiftet separeret fra Priscilla, og hun tog Lisa Marie med sig, da hun flyttede ud. I slutningen af januar 1972 indledte Elvis yderligere et engagement på Hilton i Las Vegas. Herefter begav han sig ud på turné til femten forskellige byer, MGM fulgte med og filmede, hvilket resulterede i filmen "Elvis On Tour".

I April udkom "He Touched Me". Den fik gode anmeldelser og blev belønnet med en Grammy. I Juni spillede Elvis fire koncerter i Madison Square Garden i New York ,og artister som Bob Dylan, David Bowie, George Harrison og Art Garfunkel var blandt de besøgende. Et livealbum, "Elvis As Recorded At Madison Garden Square", blev indspillet og udkom kun ni dage efter koncerten. Elvis fortsatte turnéen, der var velbesøgt, hvor end han kom. I begyndelsen af 70'erne var Elvis således atter blevet en stor artist, der slog publikumsrekorder overalt, hvor han kom frem.

Elvis begyndte i sommeren 1972 at se Linda Thompson, der var hans kæreste indtil slutningen af 1976.

I August 1972 spillede Elvis igen på Hilton i Las Vegas. I oktober hittede han med "Burnin' Love", som klatrede op på listens andenplads. Måneden efter havde "Elvis On Tour" biografpremiere, og den blev rost af såvel publikum som kritikerstaben. Producenterne blev belønnet med Golden Globe-prisen i kategorien 'Bedste Dokumentarfilm'.

I 1972 turnerede Elvis syv steder, hvoraf den sidste var på Honolulu. Hertil vendte han tilbage i 1973 for at give koncert specielt til TV, "Elvis: Aloha From Hawaii - Via Satellite". Den blev transmitteret live til bl.a. Australien, Sydkorea, Japan, Thailand, Filippinerne og Sydvietnam og til over 30 europæiske lande. Den båndede optagelse af programmet blev vist i USA i april og blev set af over halvdelen af befolkningen. Alt i alt blev programmet set af over en milliard mennesker, hvilket gør den til en af de største begivenheder i TV's historie. Det var formodentlig også højdepunktet i Elvis' karriere.

Billetterne til koncerten i Honululu havde ingen fast pris, folk betalte, hvad de kunne. Indtægterne gik til en cancerfond, stiftet af Kui Lee, en hawaiiansk komponist, der døde af kræft.

På koncerten fremførte Elvis "See, See Rider", "Burning Love", "Something", "You Gave Me A Mountain", "Steamroller Blues", "My Way", "Love Me", "Johnny B.Goode", "It's Over", "Blue Suede Shoes", "I'm So Lonesome I Could Cry", "I Can't Stop Loving You", "Hound Dog", "What Now, My Love", "Fever", "Welcome To My World", "Suspicious Minds", "I'll Remember You" (skrevet af Kui Lee), "Lyng Tal Sally"/"Hole Lotta Shaggen' Gin' On", "An American Trilogi", "A Beg Hun O'Love" og "Can't Help Falling In Love". Efter selve koncerten spillede Elvis og bandet også "Blue Hawaii", "Ku-u-i-po", "Hawaiian Wedding Song", "Early Morning Rain" og "No More". Alle, undtagen sidstnævnte, var med på den båndede version af koncerten, som blev vist i USA.

Elvis bar ved denne lejlighed et kostume, der mest af alt er blevet forbundet med hans sene karriere. En hvid overall dekoreret med den amerikanske ørn. Hertil bar han et bredt læderbælte (som han kastede ud til publikum under "An American Triology") og et nittebesat slag (som han kastede ud til publikum under "I Can't Help Falling In Love"). Scenedragten var designet af Bill Belew, der kreerede de fleste af Elvis' 70'er kostumer.

I slutningen af Januar 1973 indledte Elvis endnu et koncertengagement af en måneds varighed på Hilton i Las Vegas. I marts solgte Elvis, efter råd fra Colonel Parker, royaltyrettighederne på alt hans hidtil indspillede materiale til RCA. I slutningen af april begav han sig atter ud på turné til otte byer.

Livealbumet fra koncerten i Honolulu røg i maj ind på Billboards popalbumliste. Det blev dermed Elvis' første album placeret som nr. et siden "Roustabout" og også hans sidste.

Elvis fortsatte med at turnere sommeren ud. Han indspillede nogle numre i Stax Recording Studio i Memphis. Det var første gang siden 1969, at han indspillede i den by. I august vendte han tilbage til Hilton i Las Vegas til endnu et engagement.

Den 9. Oktober 1973 gik Priscilla og Elvis' skilsmisse igennem. De fortsatte dog med at være nære venner, og selvom at det var hende, der fik forældremyndigheden over Lisa Marie, så Elvis ofte og regelmæssigt sin datter.

De sidste to uger i Oktober 1973 tilbragte Elvis på sygehuset i Memphis. Han led af lungebetændelse, lungevejsinfektion, leverbetændelse og forstyrret tyktarm. Han havde haft problemer med sin hals de seneste år, hvilket havde gjort ham afhængig af piller. Derudover havde han store problemer med vægten, der påvirkede hans helbred negativt.

I December 1973 vendte Elvis tilbage til Stax Recording Studio i Memphis til en uges indspilningsarbejde.

I slutningen af Januar og begyndelsen af Februar 1974 optrådte Elvis atter på Hilton i Las Vegas i to uger.

Flere gange i Marts var Elvis på turné. Han vendte blandt andet tilbage til Houston Astrodome og satte ny publikumsrekord (for flest besøgende på én dag) med sine koncerter. Han optrådte i Memphis for første gang siden 1961, og ved en af hans fire koncerter indspilledes livealbumet, "Elvis Recorded Live On Stage In Memphis". Med på pladen var blandt andet "How Great Thou Art", som blev belønnet med en Grammy (Elvis' tredje og sidste). Han turnerede i maj og dele af sommerperioden.

I slutningen af August vendte Elvis atter tilbage til Hilton i Las Vegas for at spille et to ugers engagement. Her mødte han Barbra Streisand, der ville have ham til at spille med i "A Star Is Born". Elvis var smigret og glad for udsigten til at få lov til at være med i en spillefilm igen, og endda en seriøs spillefilm. Han nærede stadigt håb om at få lov at udvikle sit skuespiltalent og var efterhånden også træt af alle koncerterne. Hans skrantende helbred krævede også en pause fra alle engagementerne. Desværre blev planerne ikke til noget, og i september turnerede Elvis atter et par uger.

I slutningen af Januar 1975 blev Elvis atter indlagt på sygehuset, hvor han blev i to uger. I Marts blev Elvis belønnet med sin tredje Grammy for "How Great Thou Art", der ligesom de to tidligere var for et gospelarrangement og ikke en rocksang. I anden halvdel af marts optrådte han på Hilton i Las Vegas. Mellem april og juli turnerede han. I slutningen af august havde han yderligere et to ugers arrangement ved Hilton, men måtte efter to dage afbryde det på grund af sygdom. Han tilbragte nu to uger på sygehuset i Memphis. I december vendte han igen tilbage til Hilton for at genoptage koncerterne. Nytårsaften 1975 spillede han i Pontiac, Michigan for 62.500 tilskuere og satte dermed ny publikumsrekord.

I Februar 1976 indspillede Elvis nyt materiale hjemme på Graceland. Materialet blev brugt til albummet "From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee" (der blev etter på countryalbumlisten i maj) og delvist også til "Moody Blue". Mellem marts og oktober fortsatte Elvis med at gennemføre kortere turnéer, og i slutningen af oktober indspillede han hjemme i studiet på Graceland.

I begyndelsen af november slog Elvis og kæresten Linda Thompson op. Nogle uger senere mødte han Ginger Alden, der var hans kæreste frem til hans død. Han turnerede den sidste uge i november, og de to første uger i december optrådte han på Hilton i Las Vegas for allersidste gang. Derefter turnerede han endnu et par gange og sluttede af med en nytårskoncert i Pittsburgh, Pensylvania.

I anden halvdel af Februar og sidste uge af Marts 1977 turnerede Elvis. De første fem dage af April var han atter indlagt i Memphis og måtte aflyse flere koncerter. I slutningen af april var han igen på benene og turnerede med jævne mellemrum frem til Juni. De shows han holdt d. 19., 20. og 21. Juni blev indspillet dels til et livealbum, dels til en TV-special, "Elvis In Concert". Den blev ikke vist før den tredje oktober, efter Elvis' død, og giver et ganske skræmmende billede af, hvor dårligt hans helbred var på dette tidspunkt. Hans stemme var dog stadig stærk og uberørt.

Den 26. Juni optrådte Elvis på Indiana's Market Square Arena i Indianapolis, hvilket skulle vise sig at blive hans sidste koncertoptræden. Dagen efter tog Elvis til Memphis for at hvile sig nogle dage og forberede sig på en kommende turné.

Den 16. August 1977 vendte Elvis tilbage til Graceland umiddelbart efter midnat efter et sent besøg hos tandlægen. I de sene timer forberedte han de sidste detaljer i forbindelse med turnéen, der skulle indledes i Portland, Maine, dagen efter. Hen på morgenen trak han sig tilbage til sit soveværelse for at hvile sig. Få timer senere døde han af et hjertetilfælde. Den sørgelige nyhed blev offentliggjort ved midnatstid, og få timer efter vidste hele verden besked.



Udskriv denne side    Tip en ven

Find os på Facebook: klik her