Start player for Always Elvis Radio

Nyhed oprettet d. 18-10-2012

Første og eneste gang i musikhistorien!


Bookmark and Share

Pressemeddelelse:

Første og eneste gang i musikhistorien!

Den 28. oktober 2012 skrives der musikhistorie på Graceland Randers.  Den aften vil nogle af tidens største på den danske musikscene stå på en scene sammen for første og eneste gang ved en intimkoncert med plads til kun 150.

Omdrejningspunktet er den amerikanske legende, James Burton, som ikke bare var Elvis’ guitarist gennem flere år, men også er en af verdens bedste indenfor sit felt. Han blev tidligere på året placeret som nr. 19 på Rolling Stone Magazines 100 Greatest Guitarists. En liste som er sammensat ud fra musikbranchens egne nomineringer.

Nævner man James Burtons navn for en hvilken som helst dansk musiker, er der aldrig tvivl om, hvem han er. Han er et ikon, som – foruden Elvis Presley – har arbejdet sammen med bl.a. Ricky Nelson, Roy Orbison, Elvis Costello, Jerry Lee Lewis, John Denver, Johnny Cash, Kenny Rogers, Nancy Sinatra, Pat Boone, The Everly Brothers, The Monkeys og Flemming Bamse Jørgensen.

Denne aften vil der blive spillet lidt af hvert fra James Burtons karriere og tid  i musikbranchen. Til at fremføre sangene hentes der hjælp fra nogle af de helt store danske solister.

En af Danmarks største rockartister, Steen Jørgensen, vil optræde som solist på nogle af numrene. Steen Jørgensen er kendt som forsanger i Sort Sol og medvirkede sidste år som dommer i den danske sangkonkurrence ”Voice” på TV2.

Duoen Hush, som tæller Dorthe Gerlach og Michael Hartmann, vil også være blandt de optrædende. Hush var ugens uundgåelige på P3 i 2001 med sangen ”If I Was”, men de brød først for alvor igennem med deres debutalbum ”A Lifetime” i 2004. Hush har afsæt i country, folk og classic pop.

Steffen Westmark, forsanger i The Blue Van, er sidst-annoncerede solist. The Blue Van har stiftet bekendtskab med flere genrer, bl.a. bluesrock og rock’n’roll, før de hægtede sig fast i rocken. De har 5 albums bag sig og har spillet på alle de store danske festivaller.

Henrik Knudsen, ejer og direktør på Graceland Randers, glæder sig mere end nogen anden til denne aften. ”Det er ikke bare en unik sammensætning af musikere, som jeg personligt synes er super fede. Det er måske også en af de sidste chancer for at opleve James Burton i Danmark. Han er jo ved at være oppe i årene og vil måske snart ikke længere tage den lange rejse” Lyder det fra Henrik, der tydeligvis er påvirket af den tanke.